Lones sommerhus | Boligmagasinet No. 162 | juli 2013

Arkitekt Lone Backs fra arkitekterne.as har været i Boligmagasinet med sit lille og smagfulde sommerhus. Læs artiklen nedenfor fra Boligmagasinet No. 162 s. 54 – 63 skrevet af Mette Kirstine Brinch – styling af Mette Helena Rasmussen og foto af Tia Borgsmidt.

 39 kvadratmeter frihed

Lone og Nels’ mini-sommerhus er et studie i det enkle liv; udendørs bad, das og genbrugsmøbler.

Det tager kun Lone Backs og Nels Rasmussen 25 minutter at køre fra deres hjem i Holbæk til det lille sommerhus i Ellinge Lyng ved Sejerøbugten. Alligevel er der en verden til forskel på de to steder, og den korte køretur er nok til, at parret formår at slippe hverdagens bekymringer. For de ved, hvilken oase af fred og ro der venter dem.

”Der breder sig en følelse af frihed, når vi har pakket ud, tændt op i brændeovnen og mærker stilheden”, fortæller Lone. Da Lone og Nels overtog det lille hus på bare 39 kvm for ti år siden, var det dog ikke med en følelse af frihed. Snarere afmagt faktisk. For kunne de overhovedet ændre den lille mørke trækasse til noget, man rent faktisk kunne bo i ?  I dag gemmer de sorte ydervægge på en lys og enkel indretning.

”Vi rev ’cigarkassen’ af væggene og satte profilbrædder og gipslofter op for at komme af med alt det mørke træ. Vi har også skiftet taget og vinduerne, så det endte med at blive en større omgang”, fortæller Nels. Men selv om indtrykket er nyt, er selve ruminddelingen den oprindelige – lige fra det lille minikøkken til toilettet udenfor: ”Nogle vil måske synes, at det er upraktisk, at du skal en tur udenfor for at gå på toilettet, men vi synes, at det er en del af charmen”, siger Lone.

 Stue 2

Primitivt og enkelt

En anden tilføjelse til familiens ferieoase er et udendørs bad. For selv om den danske sommer ikke altid arter sig, elsker familiemedlemmerne at bade i det fri. Derfor har de bygget et primitivt bad, hvor vandet varmes op i sorte solarposer, der ligger på græsplænen. Her bliver vandet varmet op af solen, og posen hejses op over badet, når der er badetid. Den energibesparende og miljøvenlige metode er lige Lone og Nels’ stil: ”Når vi tager i sommerhus, kan vi næsten gøre det til en sport, at leve enkelt, men funktionelt. Vi synes ikke, at det behøver at være dyrt at bo i sommerhus og tænker derfor genbrug og lidt primitivt, når vi er her”, forklarer Lone.

Den samme tankegang har præget indretningen af sommerhuset. Her har parret sparet på pengene og i stedet prioriteret at skabe en rar stemning. ”Derhjemme bor vi mere minimalistisk, men her er vi gået efter en hyggeligsommerhus stemning, hvor man har lyst til at være, og hvor møblerne kan holde til, at vi kommer ind med sand på bukserne”, siger Lone, der har samlet det mest ind på loppemarkeder og rejser : ”Jeg tror ikke, at vi har to ens skeer her i sommerhuset. Og det er helt sikkert med til at give sommerhuset den frie og afslappende stemning, vi holder så meget af.”

 Udefra

Tæt på Lone Backs

Hvad er tanken bag indretningen ?

”Huset skal kunne tåle at blive brugt, så derfor er her kun ting og møbler, som vi har fundet eller købt på loppemarkeder. Der er eksempelvis gode køb på Vig Kræmmermarked i nærheden.”

 Grundplan

Hvordan bruger I sommerhuset ?

”Vi holder lige meget af at være ude som inde, men huset er småt, så terrasserne på begge sider er et vigtigt supplement til vores inde rum. Med en loungeagtig indretning under et sejl fungerer den store terrasse som en ekstra stue.”

Terrassen 

Har I lavet meget om på sommerhuset i de 10 år, I har ejet det ?

”Det er ikke nødvendigvis mere praktisk, men nok lidt mere moderne, siden vi overtog det. Vi har forskønnet en del og lavet et anneks til teenagerne, så de stadig har lyst til at være den del af vores fælles sommerliv. Og så har vi flået alle el-radiatorer ud, så vi kun har brændeovnsvarme.”

Anneks 

Hvad betyder stedet for jer ?

Det er vores frirum og et sted, hvor vi kobler helt af – enten alene eller med venner på besøg. Vi elsker den lidt primitive måde at leve på og nyder det helt enkle liv. Det giver os mulighed – og ikke mindst tid – til løbeture, ture på mountainbike og masser af gåture i den smukke natur og langs stranden.”

Køkken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *